Den 01/01/18: 
Kl. 05:26 lander Sri Lankan Airlines fly UL218 i Bandaranaike International Airport, ca. 40 km nord for hovedstaden Colombo. Michael og jeg var mildest talt kvæstede… rigtig, rigtig trætte… Og vi havde en fuld dag i 35 grader foran os!

Der er én ting, I skal vide ved ankomst: Når man træder ud af lufthavnen, er det en jungle – og kun jungleloven tæller de næste 100 meter! Det vil sige, at hvis rovdyrene vil have fat i byttet (dig), gælder alle knep. Din kuffert bliver gerne hapset af en, der ønsker at “hjælpe”, du bliver måske hevet i armene, og de går bevidst i vejen for dig.
Der er proppet med taxa-chauffører, tourist hijackers (bureauer) og alt muligt andet tourist-agtigt, der ønsker at sælge ture til dig.
Hvis du ikke ønsker at blive væltet omkuld, eller røvrendt, anbefaler jeg at krydse vejen lige foran dig, og derefter dreje til højre. Følg vejen ca. 100 meter. Her rammer i de tuktuk’ere, der ikke har fået lov til at holde LIGE foran lufthavnen. De er til at forhandle med og ikke helt så aggressive.

Ankomst
Ved ankomst (eller endnu bedre: hjemmefra) anbefaler jeg også, at I downloader app’en Maps.Me.
Det eneste I skal gøre, er at downloade Sri Lanka kortet, imens I stadig har internet. Derefter virker kortet offline! Ja offline! Fuldstændig som med en GPS, kan man indtaste sin destination, og derefter viser kortet hurtigste/korteste rute derhen – den følger også din “nuværende placering”, hvis du er lost. Det er MEGA smart, når man rejser på egen hånd.
Udover de indlysende grunde… ja, så kommer der andre tips med denne app løbende :-)

TukTuk
I Colombo kører alle, både lokale og turister, med tuktuk, da de har *DRRUUMMM ROOOLLL* taxameter!
Personligt synes jeg, at det er kæmpe rart, da man derved er fri for lange, besværlige forhandlinger og “er vi nu blevet taget i rø… igen?”-følelsen, eller nærmere tvivlen.

Start-prisen er altid 50 rupee (pr. januar 2018).
Herefter koster hver kilometer 40 rupee. Det er INGENTING, og tuktuks er både et nemt og hurtigt transportmiddel.

I skal dog være obs på, at hvis I, ligesom os, tager en tukker fra lufthavnen ind til byen (ja, der kan snildt være 2-3 rygsække og 2 personer!), bruger de ikke taxameter. Det skyldes nok, at de derved kan tjene flere penge på os dumme, fortvivlede turister, der lige er landet haha.
Men her kommer den ovennævnte app allerede i spil: Tjek hvor mange km der er fra jeres nuværende placering til hotellets adresse – så ved I nogenlunde, hvad turen BURDE koste, og har derfor et godt udgangspunkt for jeres forhandling.
I tilføjer naturligvis bare “No no noooo. I go her’ many many time” på gebrokkent engelsk, og med et smil på læben selvfølgelig. Så ved de, at man “kender priserne” og så går det hele nemmere.

Colombo
Colombo. Hvor skal jeg starte.
Vi havde blot en enkelt dag i Colombo, og vi var jo så forfærdelig trætte. Oven i det var der heldigdagslukket stort set alle steder (1. januar). Derfor fik jeg ikke det helt store (eller gode…) indtryk af byen, men jeg kan da fortælle lidt om det, vi dog fik med.

Der er ca. 7,5 km fra Green Palace til Galle Face Beach

Vi boede på Green Palace Inn. Det var rimelig bæh, så det behøver vi ikke tale mere om. Bare lad være med at booke der ;-)
Beliggenheden var også rimelig bæh – men det skal vi tale mere om. Colombo er nemlig delt op i nogle “distrikter” (ligesom Hunger Games haha), de kaldte dem “Colombo 01”, “Colombo 02” osv.
Vi boede i Colombo 06 (Wellawatte), som ligger i den sydlige del af byen. Det føltes som, at vi var “langt væk” (ift. gå afstand ihvertfald) fra “de interessante områder”. Det siger jeg med en del tvivl i min stemme, da der med sikkerhed er MANGE interessante områder i Colombo, men det eneste der var interessant for os denne dag var frisk vind, aircon og kold juice…

Netop derfor endte vi med at bruge dagen i den nordlige del af byen – det jeg refererede til som “den interessante del”. Jeg har ikke en klarhed over de præcise grænser, men omkring distrikt 03, 07, 10 og 11 (her ligger Keells Super, Galle Face Beach (ikke en badestrand FYI) mv.) Jeg har indtryk af, at dette er den mere udviklede og økonomisk stærke del af byen.

Da vi boede i den sydlige del af Colombo, tog vi en tuktuk til Gangaramaya Temple til at starte med. Men i vores zombie-tilstand orkede vi slet ikke det varme tætpakkede tempel – og jeg er altså normalt noget af en “explorer”. Vi endte med at gå langs søen ned til havet i håb om lidt frisk luft og en flot promenade ved Galle Face Beach.
Promenaden var ikke som sådan “flot”, men græsplænen var fyldt med lokale der hyggede sig, slange-tæmmere, madboder, legetøj og alt muligt andet sjovt – og god stemning, det var der! En lille tur her kan anbefales.
Derefter gik vi ned mod Keells Super (jeg er usikker på, om shopping centeret hed dette, eller om det blot var supermarkedet i grundetagen). Det var ret fint. Altså, det var bare et shopping center…
Men aircon og et supermarked kan man altid bruge – og vi endte med at købe en masse snacks til de følgende dage (snacks er et must! Især når man har en sulten kæreste).
Der var også en fin food court. Vi valgte naturligvis en kæmpe portion lokal mad til ingen penge (15 kroner)… det skulle vi ikke have gjort. På et tidspunkt troede jeg, at der var ild i mit hoved, og dråberne løb om kap ned af Michaels ansigt. Føj det var stærkt! Godt, men stærkt.

OBS herunder: Når man siger “NO chili” på Sri Lanka – så putter de altså ikke “NO chili” i. I danske termer er det nemlig stadig MEGET stærkt. Jeg tror, de synes, at maden bliver ødelagt, hvis der slet ikke kommer chili i. Så ja, jeg håber I kan lide chili, hvis I planlægger en tur til Sri Lanka.

Henad eftermiddagen drak vi en friskpresset juice og kaffe på Galle Face Hotel – byens fineste hotel. Bare rolig, vi slap kun 25 danske kroner for hver, så det kan helt klart anbefales. Man har mulighed for at sidde på deres terrasse og nyde solnedgangen over vandet! Smukt med smukt på! Det får ihvertfald mine varmeste anbefalinger til en “aktivitet”, hvis man er træt – eller bare trænger til en pause.

Det var en underlig dag. Faktisk havde vi kun ét mål: nemlig at holde os vågne (men vi kunne jo heller ikke lade være med at kigge lidt rundt!).

Da klokken var 21 gik vi i seng ZzzZ. Dagen efter startede vores eventyr for alvor!

Næste afsnit:
River rafting i Kitulgala. YAY