Vi bookede vores billetter en meget sen onsdag aften: Helt præcist klokken 00:27 den 15. november 2o17. Jeg var alene hjemme, men Michael havde allerede sagt, at jeg gerne måtte købe dem, hvis jeg kunne mærke, at det var nu, vi skulle slå til (det kunne jeg hele tiden mærke… men fred være med det).

Afrejse var den 31/12/17 og hjemrejsen var dateret til den 22/01/18.
– Ja, god tid var vi ikke ligefrem i, så hvis vi ville undgå skyhøje billet-priser, måtte vi ofre nytårsaften. Men det var nu ikke et svært valg for os.

Destinationen
Vi er ikke som sådan kræsne, når vi skal vælge vores destinationer fra start – faktisk er vi åbne overfor det meste. Men vi har ofte en række ønsker, og jo flere et land kan indfri, jo bedre ;-)
Vi går naturligvis op i prisen. Min kæreste, Michael, er på SU og jeg har jysk blod aka. jeg er skide nærig. Så det giver sig selv, at vi ikke blot hopper på det første vi ser.
Derudover har vi begge rimelig FOMO (Fear Of Missing Out), når det kommer til ferie: Vi VIL have det HELE med! Og så bliver det lidt svære, end hvis vi blot skulle være på en pæn strand.

Vi gennemgik utallige lande og endte med stor pulje af mulige destinationer. Vi startede med grovsorteringen. Den var nem nok.
Herefter stod vi med 8-10 gode uprunners, men nogle skulle jo fravælges.
Nogle var bedre solgt hos rejsebureauerne, end vi egentlig synes, de kunne leve op til, andre følte vi ikke kemi med, og mange forlangte mere end vi havde budget til. De blev alle frasorteret.

Vi stod tilbage med vores endelige kandidater: Mexico, Indonesien og Syd Afrika.
Disse gennemgik vores endelige tests og blev derefter holdt op mod hinanden:

  • Et detaljeret pris-tjek
  • Et transport-tjek
  • Et sikkerheds-tjek
  • Mulighed for forskellige aktiviteter-tjek
  • Billige flybillet-tjek
  • Magi og kemi-tjek

Ud af Mexico, Indonesien og Syd Afrika valgte vi… SRI LANKA! 

Vores kandidater levede ikke op til vores krav og forventninger. Vi havde svært ved at finde en oplagt rundrejse i Mexico, Syd Afrika blev for dyrt med alt det safari vi ville (og er desuden ikke det mest optimale sted at rejse rundt alene), og i Indonesien risikerede vi, at lufthavnen var lukket, når vi skulle flyve hjem pga. vulkanen (og den blev netop lukket!).
Vi søgte nye lande igen, og startede hele processen forfra. Det var en omkostningsfuld omgang. Men mange aftener, diskussioner, flere måltider og rigtig mange snacks efter, kunne vi endelig mærke det. Lige præcis DET vi havde ledt efter – mange timers grundig research gav pote!

Sri Lanka bød på naturskønne områder, bjerge, udfordrende aktiviter, safari, shopping og ikke mindst pæne strande. Vi kunne nemt komme rundt på en oplagt rute og til billige penge – så var der ingen tvivl!
EN PERFEKT DESTINATION for os.

Turen derned
Det var svært at finde et par gode billetter så kort tid før afgang. Men vi fandt faktisk nogle til 4700,-
Desværre, afventede jeg et endeligt ‘go’ fra mit arbejde, og da vi var klar til at køre kortet igennem den efterfølgende dag, var billetterne steget til 5544,- per person. Super ærgerligt, dog stadig en fin pris! (siger andre… Vi var naturligvis lidt ærgerlige). Vi bestilte igennem Flybillet.dk – her har jeg før bestilt billetter, det er nemt og helt legit.

Vi fløj med Qatar Airways til Doha og derfra videre til Colombo.
Da vi bestilte stod der “Sri Lanka Airlines – powered by Qatar Airway” – vi var usikre på, hvad det helt præcis indebar, men det betyder blot, at man flyver med Qatar (altså deres fly, personale osv.).

Nå. Men vækkeuret ringer kl. 4 om morgenen den 31/01, vi får lidt hurtig morgenmad, tømmer skraldespanden, og Michael bærer rygsækken op på min ryg. Turen er i gang.

Det går fint igennem Københavns lufthavn. Flyturen var også perfekt; faktisk har jeg kun haft gode oplevelser med Qatar! Det kan virkelig anbefales. Nye fly, skønt personale, altid til tiden (ihvertfald på mine fly!) og gode film.
– Og bedst af alt: vi opsnappede 6 ledige sæder, og kunne begge ligge ned de knap 6 timer til Doha!

Vi skulle vente 7 timer i Doha. Jeg har tidligere brugt mange ufrivillige timer i Doha lufthavn, og jeg huskede det som en ret kedelig lufthavn – det blev jeg bekræftet i. Denne gang var jeg heldigvis ikke alene. Michael og jeg brugte de 7 timer på at spise og sove på skift i de ok ubehagelige metal-stole. Heldigvis er der både udemærket internet og stikkontakter.

Nytåraften
Endelig skulle vi videre. Vi skulle holde nytårsaften i dette fly!
Vi boardede kl. 22:50, en smule forsinket. Det var et lidt ældre fly, men personalet og servicen kunne man ikke klage over – denne gang havde vi dog kun 2 sæder hver ;-)
Vi var lidt forvirret over de forskellige tidszoner, men tænkte, at vi ville følge klokken ombord. Vi så frem til en nytårs-hilsen fra kaptajnen og måske en glas champagne eller nogle nytårshatte!
Vi holder ikke øje med klokken da flyet letter, da vi vidste, at der ihvertfald ville gå en times tid før klokken var 00.00.
Vi er begge trætte og ikke ligefrem i festhumør, men nytåret skulle vel fejres uanset. Da det siger “diiing” og alle åbner sikkerhedsselerne for at styrte ud på toiletterne, trykker jeg på skærmen foran mig, for at se, hvad klokken er blevet.
Til min store overraskelse er klokken pludselig halv 2…!? Nå. Det var da en flad følelse. Men så igen, jeg har 3 ugers ferie og lander snart på Sri Lanka. Så er nytåret også ligegyldigt.

Jeg tror ikke engang turen varede 5 timer og med en omgang rice and curry, en film og en lur, var man straks efter i Sri Lankas hovedstad Colombo.

Det var en virkelig nem tur, og jeg kan kun anbefale at flyve denne vej til Sri Lanka.
Da vi kiggede efter flybilletter var der mange, der havde mellemlanding i London og derefter 10-11 timers flyvetur fra London til Colombo. Og det er altså bare en del mere behageligt at flyve 4-6 timer ad gangen, frem for at skulle igennem 11 timers helvede med ondt i numsen og sovende ben.

Kl. var 05:32 da vi landede, vi havde hele dagen foran os, men vi havde også en meget vågen nat bag os. Med andre ord, vi var trætte. Det betød også, at vores dag i Colombo ikke var den helt store success…

Netop dét kan I læse mere om i det næste indlæg ;-)

Knus
Michala