Udover ovenstående har jeg også samarbejdet med en fabrik siden 2015. De var faktisk blandt de første partnere jeg fandt i Indien, og er de eneste jeg fortsat samarbejder med.
Af de nuværende styles hos MicMic er det Tiwi pungene, Cala Millor taskerne, Mabul nettene samt Kiri computer sleeves, der er syet her. Modellerne på webshoppen er garvet helt normalt (ikke øko-venligt), derfor er det også et af mine mål, at næste leverance bliver syet i øko-venligt læder.
Fabrikken følger SMETA (Sedex Members Ethical Trade Audit), der er en samling etiske ”best practices” på arbejdspladsen. Når fabrikken gennemgås ses der på alle aspekter af ansvarlig forretningspraksis: alt fra sundhed og sikkerhed til miljø og forretningsetik.
Ligesom med SA8000, er SMETA designet til leverandører, så de efterfølgende kan dele revisionen med deres kunder (f.eks. MicMic).
Begge disse certificeringer giver fabrikkerne en retvisende og god måde at holde sig i overensstemmelse med markedets krav – som gradvist bevæger sig mod mere gennemsigtighed, bæredygtighed og fair business vilkår. Det vil jeg rigtig gerne støtte op om.